Tidligere udstillinger
Her kan du finde information om de udstillinger, der var en del af Fototriennale.dk 2009.
Udstillinger 2009
Her kan du se en liste over de deltagende museer og gallerier sorteret efter byer i alfabetisk rækkefølge. Ved at bruge kortet, kan du hurtigt komme til den ønskede by.
ASSENS
Museerne på Vestfyn, Willemoesgården
Museerne på Vestfyn, Willemoesgården
Østergade 36-38
5610 Assens
Tlf.: 64 71 31 90
E-mail: post@museerne-vestfyn.dk
Website: Museerne på Vestfyn
Åbent:
Maj–September: tirsdag-søndag: 10.00-16.00
Oktober–December: onsdage og lørdage: 10.00-16.00
Herudover åbent i skolernes efterårsferie (uge 42)
Entré:
Voksne: kr. 35,-
Børn/unge under 18 år: Gratis
For grupper på mere end 10 personer: kr. 30,- pr. person
Otto Fiedler og Viggo Lind:
”Levende Landskaber”
- Vestfyn 1914 og 2009
3. oktober – 18. december 2009
Naturen og landskabet er i konstant forandring: Huse rives ned, andre bygges op og dyrkningen af marker og enge forandrer til stadighed vores billede af naturen.
Udstillingen ”Levende Landskaber” – Vestfyn 1914 og 2009 sætter fokus på de forandringer, som det danske landskab har undergået de sidste 100 år.
To fotografer fra hvert sit århundrede lader kameraet fortælle om disse landskabelige forandringer. Den ene fotograf, Otto Fiedler, var amtslæge i Assens fra 1897-1919.
I årene 1914-18 rejste han rundt på Vestfyn for at fotografere landskabet. Han var en ivrig amatørfotograf, og i løbet af årene tog han mere end 1000 billeder. Fotografierne viser et landskab strøet med grusveje, høstakke, gamle stråtækte bindingsværksgårde og tyndt befolkede stationsbyer.
Fotografierne er interessante ud fra en nutidig synsvinkel, fordi de fortæller om et landskab, som ikke længere findes: Et landskab, hvor landbruget endnu var meget lidt mekaniseret og effektiviseret, og hvor store arealer endnu lå udyrkede og ubeboede hen.
For at perspektivere landskabets forandringer, har Museerne på Vestfyn bedt ingeniør og fotograf Viggo Lind om at fotografere de samme landskaber her i 2009. Viggo Lind er naturfotograf og bosiddende på Fyn. Han har en lang produktion bag sig af dyre – og landskabsfotografier.
Om Viggo Lind
Født 1948 i Kerteminde.
Uddannet svagstrømsingeniør fra Odense Teknikum i 1972.
Allerede som stor dreng begyndte jeg at se på fugle, og fotointeressen kom i gang næsten samtidig. Senere bredte interessen sig til naturfredning, danske padder og krybdyr, og for få år siden kastede jeg mig over flagermusene, byggede en flagermus-detektor for at kunne høre deres ultralyde.
(her kom min elektronik-viden i brug)
Fotointeresserne dækker specielt: Fauna, flora, landskaber og naturen i sin helhed.
I 1995 købte Åge V. Jensens Fonde Æbelø og i 1997 skulle der skrives en bog om øen. Jeg blev da bedt om at fotografere til bogen, og siden er jeg kommet der regelmæssigt. Der har altid været noget fascinerende ved øer og deres ofte specielle natur, og det gælder i særdeleshed for Æbelø. Desuden er man væk fra den ofte travle hverdag når man befinder sig på en ø, og det giver en dejlig ro til at observere, registrere, nyde og fotografere de mange indtryk.
Jeg har været ”fotograf” på følgende bøger, omhandlende naturområder tilhørende Åge V. Jensens Fonde: "Æbelø" - Status 1997, "Æbelø" - Status 2000, "Høstemark" - Status 2001.
Igennem mange år har jeg holdt utallige lysbilledforedrag fra ind- og udland med naturen i centrum.
Underviste i mange år i fotolære på aftenskoler.
Tidligere deltog jeg i konkurrencefotografering.
Siden 1985: Underviser på Teknisk Gymnasium og de videregående teknikeruddannelser i Odense.
Medlem af DN og DOF
Har siden 2002 været med i projekt ”Naturovervågning” i Tarup-Davinde
2008: Meddommer på Selskabet for Dansk Fotografis årlige konkurrence "Den Nationale 2008", hvortil der var indsendt næsten 3000 billeder.
FAABORG
Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst

Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst
Grønnegade 75
5600 Faaborg
Tlf.: 62 61 06 45
E-mail: info@faaborgmuseum.dk
Website: Faaborg Museum for Malerkunst
Åbent:
April-Oktober: Daglig 10.00-16.00
November-Marts: Daglig 11.00-15.00 (lukket mandag)
Entré:
Voksne: kr. 50,-
Pensionist over 65: kr. 45,-
Børn indtil 18 år: Gratis
Studerende: kr. 45,-
Grupper: kr. 40,- pr. person (min. 12 pers.)
Adam Jeppesen
3. oktober – 31. oktober 2009
Adam Jeppesens fotografiske værker er karakteriseret af en dvælen ved de små detaljer og optrin, som umiddelbart ikke rummer det store epos. Men i Jeppesens univers bliver netop tilsyneladende uanseelige motiver til atmosfæriske og betydningsmættede tableauer, hvor ubestemmelige historier rumsterer. Billederne er som sådan yderst tavse og gådefulde, idet fortællingerne er næsten ikkeeksisterende. Alligevel kræver fotografierne tid af beskueren, idet begivenheder af dramatisk tilsnit spøger i værkerne og trænger sig på i betragterens bevidsthed. Begivenheder som lader sig fæstne og synliggøre i billederne gennem Jeppesens fotografiske øje og bearbejdning af bl.a. lys og farve.
Jeppesens værker præsenterer os for et sælsomt og personligt blik på vores omgivelser, hvor verden træder frem både som sand og faktuel i kraft af det fotografiske medies registrerende egenskaber. Men i høj grad også som uvirkelige billedrum, hvor alting fremstår både forskønnet, dramatiseret, gådefuldt og ikke mindst fascinerende.
Alle værker, som vises på udstillingen, er baseret på optagelser fra de sidste syv års rejser rundt i forskellige lande og kan samlet set betragtes som en poetisk skildring af verdens og livets gang i dets mange afskygninger.
- Peter Lav
Om Adam Jeppesen
Født 1978 i Danmark. Bor og arbejder i København. Uddannet fra Fotoskolen Fatamogana. Er repræsenteret i samlingerne på Museet for Fotokunst, Det Nationale Fotomuseum samt hos den danske og den svenske Kunstfond. Har udstillet mange steder i Europa og USA.
www.adamjeppesen.com
KERTEMINDE
Toldboden
Toldboden
Strandgade 3
5300 Kerteminde
Tlf.: 65 32 37 27
E-mail: kertemindemuseer@kertemindemuseer.dk
Website: Toldboden
Åbent:
Tirsdag-søndag: 12.00-16.00
Gratis adgang
Greg Smith:
Ours Ours
4. oktober – 25. oktober 2009
Dja Dja Wrung-folket, de indfødte australiere i den centrale del af delstaten Victoria, er de traditionelle vogtere over landet og dets ressourcer, og det har de været i over 40.000 år. Europæisk tilflytning i stor stil begyndte for blot 150 år siden. For at opmuntre til indvandring og fjerne Australiens stigma som en koloni af straffefanger ændrede den britiske regering loven, så alt guld, der blev fundet, nu tilhørte guldgraveren og ikke staten. Det centrale Victoria var det rigeste område med vandaflejret guld i verden nogensinde, og da guldfeberen havde fortaget sig, blev en halv million nybyggere boende for at arbejde i landbrug og industri. I dag arbejder blot 2% i landbruget, og 80% af alle australiere bor i storbyerne. Som så mange forlod jeg byen for at nyde livet på landet.
Mens jeg fotograferede, satte jeg fokus på den besynderlige og vilkårlige måde, hegn dukker op i landskabet på. Lige linier trækkes med en lineal på et kontor et eller andet sted og materialiserer sig over landet som et skisma om ejendomsret og brugen af landet. Jeg opdagede, at jeg blev ved med at vende tilbage til den samme kameravinkel, der ofte skar to huse midt over. Serien voksede ved brug af det format. Huset repræsenterer vores hjem, vores helle, tryghed, kærlighed, arv, opsparing, adgang til skoler, status, stilling på kapitalmarkedet osv. Den potentiel pessimisme ved øvelsen afløstes af opdagelsen af, at jeg uden at vide det havde grebet en metafor om sameksistens og godt naboskab. Ved at fokusere på ”mellemrummet” snarere end på mennesker eller ting kan jeg bruge dette terrain défini til at stille publikum over for spørgsmål om individualitet, besiddelse og ejendomsret. Jeg håbede på den måde at fremme vores bevidsthed om dialog og miljø. Det neutrale dokumentariske udtryk, jeg har brugt, kan måske i første omgang virke konfronterende og få beskueren til at tro, at billederne er helt uden poesi. Men når de ses samlet med deres gentagne beskæring og fokus, kan de få os til at tænke en ekstra gang over en velkendt verden, der er fuld af nuancer og personlig betydning. Vi, de usynlige mennesker i disse fotografier, bliver på den måde sært håndgribelige igen.
- Greg Smith
Om Greg Smith.
F. 1958 i Australien. Uddannet inden for kunst og grafisk design. Kompetencer i grafik og pædagogik. Arbejder som kunstner og lærer i Centralvictoria, hvor han har haft adskillige udstillinger som maler og skulptør. Hans værker findes i privatsamlinger verden over.
Johannes Larsen Museet

Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14
5300 Kerteminde
Tlf.: 65 32 11 77
E-mail: johanneslarsenmuseet@kertemindemuseer.dk
Website: Johannes Larsen Museet
Åbent:
September-Oktober: Tirsdag-søndag: 10.00-16.00
November-Februar: Tirsdag-søndag: 11.00-16.00
Efterårsferie (uge 42): alle dage 10.00-16.00
Entré:
Voksne: kr. 65,-
Pensionister over 65 & studerende: kr. 55,-
Børn/unge under 18: gratis
Gruppe min. 10: kr. 50,- pr. person
Takeshi Shikama:
Skovenes åndedrag
4. oktober – 1. november 2009
Udstillingen viser skovlandskaber fotograferet af den japanske fotograf Takeshi Shikama.
Takeshi Shikama har siden 2001 rejst rundt i Japan for at opsøge skovene her og indfange de fantastiske kompositioner af stammer, løv og dybde, som man finder i skovene.
Ifølge Takeshi Shikama er det en kraft i skovene, der trækker ham ind og lader ham tage ”sine” billeder.
Takeshi Shikama har med en fantastisk indlevelse fotograferet skoven som det levende og åndende landskab af vertikale stammer, det er.
Kunstneren vil være til stede ved udstillingens åbning lørdag d. 3. oktober kl. 17.
Om Takeshi Shikama
F. 1948, Tokyo.
Den japanske fotograf Takeshi Shikama har siden 2001 specialiseret sig i at lave intense og udtryksfulde fotografier af skovlandskaber.
Shikamas seneste værker består udelukkende af platin-print, der er lavet på traditionel vis – langt fra processen bag nutidens almindelige digital-fotografier. Selv de mindste detaljer i motivet har knivskarp tilstedeværelse i Takeshi Shikamas platin-billeder, hvis gråskala er ekstremt nuanceret og bevæger sig i subtile variationer fra kulsort over grå til hvid.
I 2008 blev et antal af hans værker indkøbt til samlingen på Bibliotèque Nationale de France.
www.shikamaphoto.com
Udstillingen er støttet af Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg

ODENSE
Udstillingssteder i Odense:
- Museet for Fotokunst
- Det Fynske Kunstakademi
- Café Biografen
- Fyns Grafiske Værksted
- Udstillingsbygningen Filosofgangen
- Vollsmose Kulturhus
Museet for Fotokunst

Museet for Fotokunst, Brandts
Brandts Torv 1
5000 Odense C
Tlf.: 65 20 70 00
E-mail: info@brandts.dk
Website: Museet for Fotokunst
Åbent:
Tirsdag-søndag: 10.00-17.00
Torsdag: 12.00-21.00
Efterårsferie (uge 42) også åbent mandag: 10.00-17.00
Entré:
Hele huset: kr. 70,-
Museet For Fotokunst: kr. 35,-
Grupper (min. 12 pers.), pensionister og studerende:
Hele huset: kr. 60,-
Museet for Fotokunst: kr. 30,-
Børn (0-18 år): Hele huset: Gratis
Stephen Shore:
The Biographical Landscape
2. oktober – 13. december 2009
I midten af 1960’erne, mens han stadig gik i gymnasiet, påbegyndte Stephen Shore et treårigt projekt med at fotografere The Factory, hvor Warhols sans for populærkultur og skønheden i det banale blev en åbenbaring for ham. Ligeså stor en indflydelse havde reklamefarvefotografi samt fotografen Walker Evans' værker med deres fokus på det hverdagsagtige i både motiv og gengivelse – Evans fotograferede gerne tingene lige på og symmetrisk på en meget nøgtern måde. Disse indflydelser motiverede Shore til at spørge, hvad et fotografi kunne være og hvor fotokunsten kunne gå hen.
Shore har lige siden sømløst bevæget sig mellem sort/hvid og farve, portrætter og landskabsfotografi, 35mm og store formater i sine selvvalgte projekter og undersøgelser.
I 1972 foretog han to rejser gennem USA og opdagede, hvor lidt hans egen oplevelse af livet som New York’er havde til fælles med gennemsnitsamerikas udseende og ambitioner. Han udforskede landet med en turists øjne og fotograferede uden ophør: omtrent hvert eneste måltid, hver person, tjener eller servitrice, hver seng, hvert toilet – snart sagt alt. Shore vendte tilbage til New York med hundredvis af filmruller, hvor han tro mod sit projektkoncept sendte filmene til fremkaldelse hos Kodak og fik dem retur i postkortformat, ligesom de fleste andre turister ville have gjort. I hundredvis af udsøgt komponerede fotografier dokumenterede han almindelige huse, gader, skilte, motelværelser og lignende i en nøgtern stil – kort fortalt billeder af vores hurtigtlevende, forbrugerorienterede verden. Shore havde således begyndt sin dokumentation af den uhæmmede vækst af bymæssig bebyggelse, der fandt sted i 70’erne og 80’erne samtidig med turistindustriens fremvækst – en stor samfundsmæssig forandring, der truede med at omslutte Amerika i dræbende enshed, dræne landet for særpræg og berøve folk deres fornemmelse for sted.
Om Stephen Shore
F. 1947 i USA. Selvlært fotograf med speciale i det amerikanske landskab. Pioner indenfor kunstfotografi i farver. Har udgivet mange fotobøger og udstillet solo talrige steder over hele verden bl.a. på Museum of Modern Art (USA), Metropolitan Museum of Art (USA), Spazio Oberdan (Italien), Kunsthalle Düsseldorf (Tyskland) og Jeu de Paume (Frankrig). Modtager af bl.a. Aperture Award (2005), National Endowments for the Arts grants (1974, 1977) og Guggenheim Foundation Fellowship (1975). Leder af den fotografiske afdeling på Bard College (New York) siden 1982.
www.billcharles.com & www.303gallery.com
Det Fynske Kunstakademi

Det Fynske Kunstakademi
Brandts Torv 1, 4. sal
5000 Odense C
Tlf.: 65 11 12 88
E-mail: info@detfynskekunstakademi.dk
Website: Det Fynske Kunstakademi
Åbent:
Tirsdag-søndag: 10.00-17.00
Torsdag: 12.00-21.00
Efterårsferie (uge 42) også åbent mandag: 10.00-17.00
Gratis adgang
Alen Aligrudic:
Greetings from Montenegro
2007 – 2009
2. oktober – 31. oktober 2009
Udstillingen Greetings from Montenegro 2007 – 2009 af Alen Aligrudic vises i FAA Project Room på Det Fynske Kunstakademi i forbindelse med Foto Triennalen, Museet for Fotokunst på Brandts. Den udstillede fotoserie viser en rejse gennem et af verdens yngste lande, Montenegro. I fotoserien dokumenterer og undersøger Alen Aligrudic, hvad der sker, når natur og kapital mødes i slipstrømmen af landets uafhængighed. Han viser, hvordan både økonomisk magt og umættelig griskhed er en del af hverdagen - især i de mindre tæt befolkede områder af Montenegro, som i højere grad synes at være plaget af tilbagegang end fremgang.
Om Alen Aligrudic
Som kunstner undersøger Aligrudic mellemrummet mellem psyke, kultur og natur. Med fotografiet stiller han skarpt på virkeligheden, som han ser den på sine rejser rundt omkring i Europa. Alen Aligridic er 5. års studerende på Det Fynske Kunstakademi. Han har tidligere studeret ved Academy of Performing Arts – FAMU, Department of Still Photography i Prag, hvorfra han har en BA. Han er født i det tidligere Jugoslavien i 1977, hvor han boede først i Bosnien, så Montenegro indtil han i 1999 flyttede til Danmark, hvor han har været siden, kun afbrudt af studieårene i Prag.
www.alengrudix.dk
Udvalgte udstillinger:
2009: “Greetings from Montenegro”, Tensta Konsthall virtual gallery Stockholm, Sweden; “Bread on Grill”, FAA room, Odense, Denmark,
2008: ”Monuments”, Fynsk Kunstmuseum, Noorderlicht photofestival, Beyond the wall; Black hole; Gallerihornbaek;
2007: “Far 2 Close” District Art Club at Museum of Applied Arts, Belgrade;
2006: “Dummy photobooks “ Langhans Gallery, Prague;
2005: Kunstkaufhaus 2005, Regensburg, Germany.
Café Biografen

Café Biografen
Brandts Klædefabrik 39-41
5000 Odense C
Tlf.: 66 13 16 16
E-mail: info@cafebio.dk
Website: Café Biografen
Åbent:
Søndag & mandag-onsdag: 11.00-23.30
Torsdag, fredag: 11.00-00.30
Lørdag: 10.30-00.30
Helligdage: 12.00-23.30
Gratis adgang
Lotte Fløe Christensen:
Applying Sense
1. oktober – 2. november 2009
Naturen og landskabet er vigtige elementer i Lotte Fløe Christensens virke. Kunstneren arbejder i udstillingen Applying Sense med menneskets interaktion med omgivelserne i en jagt på mening og forståelse. Det iscenesatte, søgende og undersøgende menneske i landskabet er i centrum.
Lotte Fløe Christensens fotografier er ikke kun landskabsfotografier - landskabet bruges som et redskab til at vise relationen mellem mennesket/den menneskelige bevidsthed og omgivelserne.
Om Lotte Fløe Christensen
Lotte Fløe Christensen, født i 1979 i Ry, Danmark. Bor og arbejder i København. Studerede indtil 2007 på The Glasgow School of Art, hvorfra hun har en BA(hons) i kunstfotografi. I BA-forløbet studerede hun et semester på The School of Art and Design i Helsinki, Finland. Hendes fotografier har været udstillet i Glasgow, Berlin, Arles, Venedig og København hvor hun sidste år deltog i udstillingen "Nordiske stemninger - vor tids landskabsfotografi" på ARKEN. I juli 2009 vises en soloudstilling med LFS´s fotografier i Toronto, Canada.
www.lottefloe.com
Fyns Grafiske Værksted
Fyns Grafiske Værksted
Hans Jensens Stræde 20
5000 Odense C
Tlf.: 66 13 99 73
E-mail: fynsgrafiskevaerksted@mail.dk
Website: Fyns Grafiske Værksted
Åbent:
Tirsdag-fredag: 13.00-17.00
Gratis adgang
Workshop deltagere:
Landskab (aftryk og tryk)
3. oktober – 3. november 2009
"Landskab (aftryk og tryk)" er Fyns Grafiske Værksteds bidrag til Fototriennalen 2009.
På en workshop i foråret under ledelse af Ole Lejbach deltog følgende af værkstedets medlemmer: Yngve Riber, Marina Salmaso, Kirsten Panduro, Inger Olsen, Grethe Berndt Hansen, Gregers Damgaard Jørgensen, Amy Grandt-Nielsen, Johanne Helga Heiberg og Rikke Ehlers Nilsson.
Udgangspunktet i workshoppen var temaet Landskab, hvor en afsøgning af materialer som blade, blomster, bark, sten, grene og andet fundet i naturen, skulle bruges direkte eller indirekte i trykprocessen.
Hans Jensens Stræde 20 blev i de 5 dage grafikerne var samlet, omdannet til et botanisk værksted. Et eksperimentarium hvor plantedele og store knudrede barkstykker blev knust mellem to stykker karton i trykpressernes valser og derefter forseglet med shellak, for at kunne modtage og afgive trykfarve på det blødgjorte håndlavede papir.
De færdige tryk fik mangeartede udtryk. Filigranagtige tyste, hvor farven er plantens eller blomstens nænsomme afgivelse af sit naturlige pigment. Sorte tryk af et vejrbidt stykke træ hvor årerne fremtræder smukt i deres enkle struktur. Farverige eksperimenter med partiel påført trykfarve. Sammentryk af flere plader. Laserende overtryk for at understrege dybden i motivet. Fortolkninger af Landskab i grafiske billeder.
Udstillingsbygningen Filosofgangen
Udstillingsbygningen Filosofgangen
Filosofgangen 30
5000 Odense C
Tlf.: 66 19 07 33
E-mail: pmu@odense.dk
Website: Filosoffen
Åbent:
Tirsdag-søndag: 11.00-17.00
Gratis adgang
Her udstiller følgende kunstnere:
Landskab
4. oktober – 25. oktober 2009
- Søren Dahlgaard – "The Dough Warrior landscape painting, 2008"
- Tine Hauch-Fausbøll – "Puzzles"
- Jakob Jensen - "landskaber grebet ud af luften"
- Myoung Ho Lee
- Nikolaj Recke
- Luzia Simons
- Arvid Sveen
- Myne Søe-Pedersen - Untitled Series 2001-2009
- Pétur Thomsen - Imported Landscape
- Carina Zunino – "Red Desert & Drifting (video)"
Søren Dahlgaard:
The Dough Warrior landscape painting, 2008

The Dough Warrior landscape painting, 2008 er et cross media værk, hvilket vil sige, at værket eksisterer i flere forskellige medier.
Eventen var en 30 min. live performance med mange tilskuere i Louisiana museets park. Søren Dahlgaard var iklædt en speciel designet brøddragt, hvor hænderne også bestod af flutes, som var hans pensler. Han malede på forskellige måder. Han slyngede malingen gennem luften med store armbevægelser og smurte malingen på hækken med flute-penslerne med stor omhu og præcision.
Historiens narrativ starter med Søren Dahlgaards ankomst i haven - i klædt dejkriger kostume - og slutter når landskabet er dækket med maling og dermed transformeret fra landskab til maleri.
Videoen varer knap 1 minut.
Fotoserien viser øjebliksbilleder fra male-processen og tilblivelsen af det tre dimensionelle landskabsmaleri.
Fotoserien er ikke tilfældige snap shots, men iscenesatte og i et vist omfang planlagte kompositioner. Fotografierne kan opfattes som landskabsmalerier.
Videoen viser malemetoden og det er netop denne, som er det essentielle i værket.
Om Søren Dahlgaard
Født 1973 i Danmark hvor han stadig bor og arbejder. Uddannet fra Slade School of Fine Arts i London. Arbejder konceptuelt med performance og det iscenesatte fotografi. Har bl.a udstillet på P.S.1 Contemporary Art Center, MoMA og International Prize for Performance, Galleria Civica Museum of Contemporary Art, Italien.
www.sorendahlgaard.com
Tine Hauch-Fausbøll:
Puzzles

I Tine Hauch-Fausbølls værker benyttes fotografiet som et rum, hvori virkeligheden kan arrangeres. Billedet indeholder oftest elementer, som vi kender og har indlærte forståelser af, men som indtager nye betydninger igennem iscenesættelsen – de frigøres fra den automatiserede læsning og skaber mulighed for en ny fortælling om rum, erindring og eksistens. Hauch-Fausbøll bruger eksempelvis allerede eksisterende billeder – fotografi såvel som maleri, legetøj og elementer fra naturen i sine tableauer.
Det er dog i fotograferingen af disse, at det illusoriske virkelig opstår, da hun her har fuld kontrol over, hvad der skal ses, og hvordan det skal ses. Der arbejdes også med skala for yderligere at udfordre beskuerens virkelighedsopfattelse, både igennem fotograferingen og igennem forstørrelsen af billederne – små legetøjsfigurer eller rum i et dukkehus opleves på denne måde som fysisk nærværende og drager os ind i billedfladen, der for Hauch-Fausbøll både er et legende, erindringsmæssigt og kontemplativt rum.
I serien ’Puzzles’ arbejder hun med nostalgiske landskabsfotografier fundet på låget af puslespilsæsker, som hun bruger som baggrund for en egen videredigtning med små legetøjsobjekter. Figurerne falder tematisk og visuelt ind i baggrundsbilledet og man er som betragter for et øjeblik i tvivl om, hvor illusionen begynder; baggrunden viser sig at være et fotografi i sig selv, og med tilføjelsen af legetøjsobjekter, som Hauch-Fausbøll placerer på overbevisende facon, udvides billedrummet og dets muligheder for fortolkning. Landskabets kunstige og sentimentale karakter understreges og gentages i iscenesættelsen, men samtidig er det lige præcis dette greb, der åbner billedet op og skaber en ny og legende fortælling.
- Mie V. Jensen
Om Tine Hauch-Fausbøll
Født 1963 i Danmark. Uddannet kunstfotograf på Glasgow School of Art. Soloudstillinger på Bornholms Kunstmuseum, Galleri Torso (Odense), og Galleri Image (Århus). Har derudover deltaget i gruppeudstillinger i bl.a. Danmark, Skotland og Sverige.
www.tinehauch.dk
Jakob Jensen:
landskaber grebet ud af luften

Landskabet er arketypisk som synsfænomen. Gennem millioner af år har vi lært at aflæse synsinformationer fra landskabet hurtigt og effektivt. I fotoserien Arizona, der blev påbegyndt i 2002, bliver beskueren konfronteret med sine øjnes og hjernes søgen efter genkendelse og mening. Der er tale om analogt fotografi, der ikke er manipuleret i en computer.
I udstillingen vises blålige landskaber i opløsning eller i skabelsesøjeblikket. For de skabes af beskueren lige så meget som af kunstneren. Små dimser og forskellige materialers overflader er fotograferet meget tæt på, så de minder om storslåede bjerglandskaber. De har en meget lille dybdeskarphed og opløses i diffuse tåger, skyer og lysrefleksioner og bliver abstrakte, som i erindringer og drømme. Samtidig er der så få faste holdepunkter i fokus at det er utroligt at vi kan associere et landskab.
Det handler for mig om at hjernen samler brikkerne til et billede, men samtidigt ser ting der ikke er der. Og detaljer der er der, men ikke kan forklares bliver overset, da de ikke passer ind. Vi kan ikke ukritisk stole på vores synssans. Det handler også i overført betydning om menneskets uendelige trang til at ændre på alting i verden udfra egne præferencer. Æstetikken er glat og lidt for ren.
Billederne er både nemme og svære at forstå. Ligesom naturen, den kan ikke forstås, den ér bare. Men man kan genkende og fornemme den på et underbevidst plan. Det er også her at billederne bliver hængende, mere som et poetisk spørgsmål end et svar...
- Jakob Jensen september 2009
Om Jakob Jensen
Født 1970 i Danmark. Jakob Jensen studerede i klassen Skulptur og Projektkunst på Muthesius Hochschule für Kunst i Kiel fra 1995-2000. Hans fotografiske projekter strækker sig til rumlige eksperimenter omkring erindring og forståelse og foto indgår tit i installationer både indendørs og udendørs, og med skulpturelle elementer i bredeste forstand. Han repræsenteres af Peter Lav Photo Gallery i København og bor både i Berlin og ved Dalmose på Vestsjælland.
www.jakobjensen.net
Myoung Ho Lee

Myoung Ho Lee fotograferer træer som var der tale om portrætter. De står isoleret fra omgivelserne mod en hvid bagklædning og bliver todimensionelle i formen. Det bagvedliggende landskab reduceres til en baggrund, hvis det ikke ligefrem blot optræder som et mørkt felt nederst i billedplanet. Myoung Ho Lee vælger særlige træer, helst dem med en slank stamme. Kun sjældent arbejder han med dem, hvor stammen vrider sig og altid er der tale om en meget præcis komposition. Træets placering i billedplanet er nøje kalkuleret.
I disse ”portrætter” af træer er der meget langt til botanikerens nøgterne fotografering af træsorten. Hvor en botaniker vil fokusere på det for sorten typiske træ, vælger Myoung Ho Lee træet for dets egen særheds skyld. Måske vil en botaniker ligefrem kalde hans portræt af et højstammet birketræ for et fejlbeskåret træ. Måske vil en forstmand mene at det store elmetræ med den tætte krone trænger til at blive tyndet ud. Myoung Ho Lee samler på billeder af træer. Der ligger en mani i projektet som minder om Bernd og Hillar Beckers konceptuelle fotografi. Hvor de valgte vandtårne, gasbeholdere eller bindingsværkshuse og skabte utallige typologier har Myoung Ho Lee foreløbig koncentreret sig om træet i sit projekt, der derfor også blot har titlen Træ.
For overhovedet at kunne isolere træet fra sine omgivelser har Myoung Ho Lee skabt en slags udendørsatelier, hvor to kraner holder den kæmpe store lærredsbagklædning oppe. På det endelige billede er et hvert spor af kranerne fjernet i en digital retouchering. Kun trækket i bagklædningens fire hjørner lader ane, at der er noget på færde, som vi ikke længere får lov at se. Tilbage står billeder, hvor virkelighed og ide skaber et nyt univers.
- Ingrid Fischer Jonge
Om Myoung Ho Lee
Født 1975 i Sydkorea. Kunstfotograf og underviser med en P.hd. i fotografi. Har udstillet i både Asien og USA og modtaget flere priser, bl.a Photograph Critique Award, The Committee of Photograph Critique Award samt Young Photographer Award (Korea).
www.yossimilo.com
Nikolaj Recke

Tilsammen danner de tre bildæk på fotografierne de tre prikker over i’erne i sætningen ”I miss Sol LeWitt”. LeWitt som døde i 2007 anses for at være fader til den konceptkunst, der i 1960erne revolutionerede med værker, der ikke primært var visuelle smukke, men intellektuelt stimulerende. Værker hvor idéen kom før billedet. Konceptkunsten udgør en gennemgående inspiration i Nikolaj Reckes værker, og sætningen kan således læses som et hommage til LeWitt, der adresserer hans fravær som person og nærvær som idé. Men også mere generelt som et hommage til kunsten som idé og et redskab til at reflektere over verden med.
Det er ikke hvilket som helst landskab bildækkene er placeret. Det er det amerikanske South West, hvor ikke bare Det Vilde Vestens mytologi har sin oprindelse, men som også er hjemsted for Land Art’en, der ligeledes i 1960erne revolutionerede ved at bryde med konventionen om, at kunstværket nødvendigvis havde hjemme i galleriets hvide rum. Land Art’en brød ud af galleriet og udforskede hele verden ikke bare som sit udstillingsrum, men også som sit materiale. I den sammenhæng kan bildækkene ses som en henvisning til, at adgangen til de fleste Land Art-værker kun kan ske med bil, da de er placeret i øde og fjerne egne af landskabet.
Med enkle midler, underspillethed og finesse udgør de tre fotografier en undersøgelse af muligheden for at forholde sig til (kunst)historien og landskabet gennem kunsten ved at sætte et mærke, i Reckes tilfælde i form af bildæk.
- Jacob Lillemose
Om Nikolaj Recke
Født 1969 i Danmark. Uddannet ved det Kongelige Danske Kunstakademi (1989-95). Arbejder med foto, video og tegning. Har udstillet i Europa, USA og Asien. Grundlægger af den digitale udstillingsplatform.
www.artnode.org & www.nikolajrecke.dk
Luzia Simons

Landskabet består af mange dele. De store linjer skabes af utallige elementer, hvoraf blomsten kun er en ganske lille del. For Luzia Simons er blomsten imidlertid hendes hele verden og det er ikke en hvilken som helst blomst, men tulipanen og kun tulipanen, som optager hende. Denne prydplante, blev oprindeligt importeret til Vesteuropa i 1500-tallet fra Tyrkiet og blev meget hurtigt vældig populær. Den har mange sorter og flere kommer til.
Luzia Simons bevæger sig mellem det tilsyneladende synlige og de mange kulturelle koder som knytter sig til blomstens ikonografi. Ikke mindst fremtræder den visne blomst ofte som en vanitassymbol, men netop tulipanen har til tider også erotiske konnotationer. Man kommer således langt væk fra den kønne tulipan i haven i Luzia Simons fotografiske værk.
I videoværket Stockage 0 gøres tiden synlig i kraft den stillestående fokusering på blomsten, der langsomt visner og bliver spindelvævstynd. Forældelsesprocessen er uomgængelig, men bliver ikke grum i Luzia Simons fortolkning. Tværtimod fremtræder processen med en egen skønhed, som mildner det voldsomme budskab.
Luzia Simons lader imidlertid også ofte blomsten udfolde sig i al sin pragt i farvefotografier i kolossalformat. Her ledes tanken hen på den østerlandske æstetik, som tulipanen jo også har sit udspring fra.
Om Luzia Simons
Født 1953 i Brasilien. Bor og arbejder i Tyskland. Universitetsgrad i historie, Paris VIII, Vincennes og i kunststudier fra Sorbonne. Arbejder med fotografi og video. Har udstillet i hele verden.
www.luziasimons.de
Arvid Sveen

Projektet kan forenklet beskrives som en kunstnerisk, meteorologisk, visuel portrættering af fjeldet Tromsdalstinden gennem året. Alle billederne er taget fra samme sted og viser det samme begrænsede udsnit. Dette gør at fjeldets mange ansigter og ændringer i lys, vejr og årstider, træder tydeligt frem. Udtrykkene er uendelig mange, og mine valg er ikke objektive.
Men hensigten, spørger Peter Wessel Zapffe, meningen og målet? Han taler om bjergbestigning – jeg om projektet Tinden. Jeg flyttede fra lave horisonter til Tromsø, uden at vide hvordan jeg fotografisk skulle forholde mig til alle disse fjelde. Tinden er kraftigt til stede i denne by. Jeg ønskede at finde ud af hvilke visuelle oplevelser den kunne give mig. Til slut, og for god ordens skyld – jeg har også været på toppen af Tinden, én gang.
Arvid Sveen 2006
Tromdalstinden er ifølge samisk tradition et helligt fjeld. Når samerne passerede fjeldet med deres rener på vej mod havet om sommeren, eller når vejen gik retur mod Sverige, hilste de ærbødigt på fjeldet. Nogle bad om held og lykke, godt helbred eller om at måtte beholde renflokken og dermed levebrødet. Man skulle gå under og rundt om fjeldet, ikke for nært og ikke på fjeldet. Ikke en sten skulle flyttes.
Det er derfor et ganske særligt fjeld Arvid Sveen har fotograferet. Engang et helligt fjeld, nu et kendingsmærke for byen Tromsø. Ved at refotografere fjeldet i årets løb gennem forskelligt vejrlig har han næsten videnskabeligt dokumenteret fjeldets visuelle form, men også skabt billeder, der nogle gange refererer tilbage til tidligere billedtraditioner såsom 1800 tallets romantik eller 1900-tallets National Geographic. Og så er der billeder, der rækker ud over almindelig fantasi og indsigt, men åbner sig med en særegen farvepalet og stoisk ro. Alle billederne er publiceret i bogen Tinden. Portretter/Portraits, som udkom i 2006.
Om Arvid Sveen
Født 1944 i Norge. Billedkunstner, fotograf og grafisk designer. Soloudstillinger i hele Norden. Modtog i 2004 Finmark Fylkekomunes Kulturpris. Er repræsenteret i mange offentlige og private kunstamlinger. Har udstillet over hele verden.
www.arvidsveen.com
Myne Søe-Pedersen:
Untitled Series 2001-2009
Fotografierne Untitled Series 2001-2009 fremstiller en række gamle bøger. Alligevel er seriens motiv ikke bøgerne som sådan. Søe-Pedersen har benyttet en analog optageteknik, hvor bøgerne er blevet belyst nedefra, hvilket bevirker at der kun falder skygger på den øverste flade og omkring folderne på omslaget. Bogen som tredimensionel genstand fremstår derved todimensionel, og emnet for gengivelsen bliver derfor snarere selve fladen i smudsomslaget. Resultatet er abstrakt og indbyder beskueren til at betragte motivet på anden vis end hvis bøgernes titel havde figureret og associativt koblet til bogens indhold. Valget af optageteknik indeholder et ønske om at skabe en situation der alene koncentreres på fladen. Yderligere bevirker det forstørrede format, at gengivelsen forskydes fra en 1:1 afkodning. I stedet træder en række detaljer frem: Ridser, folder, falmede hjørner og opslidte kanter – alle sammen bærere af viden om genstandenes brug og liv. Fælles for serien er, at bøgernes forsider præsenterer mangfoldige skildringer af landskabet, men det geografiske ophav og en reel lokalitet er vanskelig at placere. I den konkrete ende træder en idyllisk landevej frem med blå himmel og sommerlige skyer. Blandt de mere abstrakte er et urbaniseret landskab gengivet i fugleperspektiv, der mest af alt ligner en kunstig by skabt som arkitekturmodel. Søe-Pedersens konceptuelle greb sætter motivet fri, og i et dobbeltspor tegner der sig to landskaber henover hver flade – sporene fra tidens tand og det konkrete afbildede motiv på omslaget. Igennem Søe-Pedersens optik bliver konsekvenserne af bøgernes liv i skoletasken, på stuebordet, i sommerhuset osv. ophøjet til at rumme en lige så væsentlig fortælling som historierne noteret indeni bøgerne. Det er nærværet som findes i detaljerne der eksponeres for beskueren, og dette er en generel interesse i Søe-Pedersen fotografiske værker, som ofte omhandler undersøgelser af det fotografiske medium i sig selv og dets forhold til tid og tilstedeværelse.
- Stine Hebert
Om Myne Søe-Pedersen
Født 1972 i Danmark. Uddannet ved Gerrit Rietveld Academie, Amsterdam (1998-2001) og Cooper Union School of Art, New York, USA. Har udstillet mange steder i Holland og Danmark, bl.a. Forårsudstillingen på Charlottenborg. Modtager af Berlage Fund ved Gerrit Rietveld Academie i 2001.
www.mynesoe.net
Pétur Thomsen:
Imported Landscape

I 2003 begyndte det islandske kraftselskab Landsvirkjun anlægget af et 700 MW stort vandkraftprojekt ved navn Kárahnjúkar i det østlige Island. Foruden et vandkraftværk består projektet af tre dæmninger, hvoraf den ene er Europas højeste. Dæmningerne opstemmer bl.a. den store smeltevandsflod Jökulá á Dal, hvilket har skabt en 57 km2 stor kunstig sø, Hálslón. Kraftværket bliver først og fremmest bygget for at levere strøm til det nye aluminiumssmelteværk, som amerikanske Alcoa har opført ved Reyðarfjörður på Islands østkyst.
Den kunstige sø og anlægsprojektet har ødelagt det største vilde naturområde i Europa. Kárahnjúkar er et af de største anlægsprojekter i Islands historie og samtidig også det mest kontroversielle. Der har været voldsom debat om projektet. Miljøforkæmpere slås for at bevare den vilde natur, mens projektets tilhængere taler om behovet for at udnytte den energi, naturen kan tilbyde.
Den bedste måde for mig at deltage i debatten på var ved at følge landet under forandring i. Siden projektet Levende Landskab tog sin begyndelse i 2003 har jeg med jævne mellemrum besøgt byggeriet og taget naturfotografier, der viser samtidens islandske landskab.
- Pétur Thomsen
Om Pétur Thomsen
Født 1973 på Island. Uddannet fra École Nationale Supérieure de la Photographie (ENSP) i Arles (2001-2004) og École Supérieure des Métiers Artistiques i Montpellier (1999-2001). Har udstillet i hele verden.
www.peturthomsen.is
Carina Zunino:
Red Desert & Drifting (video)

Larmende stilhed og den nærværende uendelighed. Carina Zunino undersøger i sine værker hvordan vi oplever/erfarer vores omgivelser og relaterer til skala (krop i rum) og tid (nuet og erindringen).
Videoen “Drifting” består af et enkelt billede af et “klassisk” landskab. En stor-scala projektion af et tilsyneladende stillestående landskab. De små nuancer afsløres til slut i filmen, hvor man ser hvad der egentligt foregår i landskabet mens man betragter det.
I “Drifting” fokuserer Zunino på synsbedrag som en del af den menneskelige perception når vi med vores intellekt og vores krop møder naturen. Hvad ser vi? Og hvad oplever vi at vi ser?
Musikken til “Drifting” er komponeret og konstrueret af musiker Signe Gjesing.
Værkerne “Red desert I – V” er et panorama af ørkenbilleder, som i hver ende afrundes af en vej. Vi præsenteres for en stor, øde og uigennemtrængelig natur, som alligevel åbner sig op i sprækkerne for en vej igennem. Det er i kombinationen af det todimensionelle motiv og det tredimensionelle papir at tanken ledes hen på både intetheden/tidsløsheden og et “her og nu”, og på det mentale og det fysiske rum på samme tid.
Hvert billede er bearbejdet på flere måder, dels pålagt en farvetone som spiller op til vores individuelle farve-associationer og som samtidig fjerner alt sort og hvidt i billederne og giver dem en uskarphed der forskyder dem fra realismen i fotografiet. Dernæst er de skåret i med kniv, således at oplevelsen af den todimensionelle billedverden samtidig bliver en oplevelse i beskuerens eget tredimensionelle rum.
Om Carina Zunino
F. 1974 i Danmark. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Chelsea College of Art and Design, London. Arbejder både med foto, video og installation. Har udstillet mange steder i Europa.
www.carinazunino.dk.
Vollsmose Kulturhus

Vollsmose Kulturhus
Vollsmose Allé 14
5240 Odense NØ
Tlf.: 63 75 08 80
E-mail: kulturhusleder@vollsmose.dk
Website: Vollsmose Kulturhus
Åbent:
Mandag - torsdag: 10.00-15.00
Fredag 10.00 - 14.00
Gratis adgang
Jan Kofod Winther:
Naturens Bånd
2. oktober – 30. oktober 2009
Når Jan Kofod Winther flyver i sin én motorede Cessna 172/OY-TRR, er det ofte uden nogen egentlig plan for hvad der skal fotograferes. Som han selv fortæller, så er tilfældighederne nogle gange mere kreative end hans egen fantasi. Når lyset og vejrforholdene ser ud til at være lovende, flyver han ud over landskaberne på jagt efter motiver. Det er mødet med motiverne, som er det væsentlige. Det efterfølgende arbejde med at producere de færdige print oplever han ikke som led i den kreative proces. Han flyver og fotograferer alene.
Billederne optages med håndholdt kamera gennem flyets åbne vindue samtidig med at flyet krænges ca. 45-60 grader mod venstre for at få den næsten lodrette vinkel. Med kamera i den ene hånd og styrepinden i den anden tager Jan Winther Kofod fotografier der kun sjældent beskæres efterfølgende. Billederne komponeres i optagelsesøjeblikket. Det er i sig selv en præstation, forholdene taget i betragtning.
Jan Kofod Winthers fotografi kaldes lodfoto. Det tages almindeligvis i stor højde og blev oprindeligt benyttet til bl.a. kortlægning eller til militære formål. I dag benyttes lodfoto i forbindelse med byplanlægning, miljøundersøgelser, arkæologiske undersøgelser m.m., men også som tilfældet er med Jan Kofod Winther. En anden teknik er det såkaldte skråfoto, som benyttes i forbindelse med fotografering af ejendomme og bebyggelse i det hele taget. Det udføres i lav højde, men kan ikke fange de abstrakte mønstre og strukturer, som findes i landskabet. Jan Kofod Winther fokuserer netop på naturens til tider abstrakte formsprog og menneskets kollektive formsprog som det kommer til udtryk i byens rum og kulturlandskabet. Men han er også optaget af det flygtige møde mellem natur og menneske, et møde som ikke sætter sig varige spor, men som kan bringe poesien ind i hverdagen.
- Ingrid Fischer Jonge
Om Jan Kofod Winther
Jan Kofod Winther er født i 1950 i Odense. Han fotograferer fra sit fly - en én motoret, 4 sæders Cessna 172. I 2007 udgav Jan Kofod Winther fotobogen ”Himmelskud – Danmarksbilleder fra mit fly” på Gyldendal. Han har udstillet på en række danske og udenlandske museer siden midten af 90´erne og udarbejdet en lang række billeddigte fra Danmark, Italien, Irland, Norge og Øresundsregionen. Seneste separatudstillinger tæller: 2007 på Øregård Museum i Hellerup. 2008 på Museet for Samtidskunst (Roskilde) og Brundlund Slot (Åbenrå) samt Kristiansund (under fotofestivalen Nordic Light 2008). Winther færdiggjorde i 2009 billeddigtet ”Jordens Hjerte” (om Vadehavet) hvortil Annisette og Frank Hasselstrøm har udarbejdet musikken.
www.winther-airphoto.com & www.janwinther.dk
RINGE
Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne
Ringe Bibliotek

Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne
Ringe Bibliotek
Algade 40
5750 Ringe
Tlf.: 72 53 08 12
E-mail: ringe@faaborgmidtfyn.dk
Website: Ringe Bibliotek
Åbent:
Mandag: 10.00-20.00
Tirsdag-fredag: 10.00-18.00
Lørdag: 10.00-13.00
Lukket på søn- og helligdage
Gratis adgang
Michael Marten:
Sea Change
3. oktober – 31. oktober 2009
Fotografierne i Sea Change viser en fortløbende naturlig proces, landskabet i bevægelse. Selv når man tilbringer en hel dag ved havet, er det let at overse, hvor dramatisk tidevandets forandringer kan være. Kameraet, der forbliver på plads gennem ebbe og flod, er vidne til kystliniens forvandling og gør det muligt for os at betragte to øjeblikke i tid, to tilstande af naturen.
Tidevandet er en af jordens store naturlige rytmer. Tiltrukket af månens og solens tyngdekraft bevæger enorme mængder vand sig frem og tilbage to gange dagligt i havet og i tidevandsbassiner og hober sig op i kanaler, bugter og flodmundinger. Hver ebbe og flod varierer i højde og timing. Højere springfloder forekommer hver anden uge ved nymåne og fuldmåne, og særligt høje springfloder opstår ved forårs- og efterårsjævndøgn.
Storbritanniens kystlinie strækker sig fra saltmarsk, kalkklipper og mudrede flodmundinger og helt tilbage til juratidens kystprofil. Tidevandet er ligeså varieret. Bristol-kanalen har verdens tredjehøjeste tidevand på op til 15 meter. Højvandet spreder sig hurtigere end en hest i galop over Morecambe-bugtens flade sandstrækninger, hvor uforsigtige vandrere til tider er blevet fanget og druknet.
Jeg håber, disse fotografier vil stimulere folks bevidsthed om landskabet som en dynamisk proces snarere end et statisk billede. Opmærksomhed om jordens rytmer kan hjælpe os til at knytte nye forbindelser til vor planets grundlæggende egenskaber, som vi ignorerer på egen risiko.
Fotografierne kommenterer også den forudsete stigning i havets overflade forårsaget af klimaforandringer. Højvandet dækker tidevandslandet og trækker sig straks efter tilbage. Den stigende havoverflade vil oversvømme vore kyster og ikke trække sig tilbage før om flere tusinde eller millioner år. Mange af udsigterne i disse billeder vil sandsynligvis være forsvundet inden for de næste 100 år.
- Michael Marten
Om Michael Marten
F. 1947 i England. Har fotograferet siden teenageårene. Grundlægger af Science Photo Library i 1979. Har været billedredaktør og med-forfatter på en del bøger om videnskabsfotografi, bl.a ”Worlds Within Worlds”(1978), ”The New Astronomy”(1983) og ”The Particle Odyssey” (2002). Siden 2003 har specialet været landskaber.
www.michaelmarten.com.
SVENDBORG
Naturama

Naturama
Dronningemaen 30
5700 Svendborg
Tlf.: 62 21 06 50
E-mail: post@naturama.dk
Website: Naturama
Åbent:
Tirsdag-søndag: 10.00-17.00
Mandag: Lukket
Entré:
Voksen: kr. 100,-
Børn/Unge (0-17 år): Gratis
Andreas Müller-Pohle:
The Danube River Project
3. oktober – 1. november 2009
Den tyske kunstner og teoretiker Andreas Müller-Pohle har skabt en enestående fotokavalkade over Donau flodens løb fra de sorte bjerge (Schwarzwald) til Sortehavet. Donau er Europas flod par excellence, og Europas længste flod efter Volga. Den er 2857 km lang og afvander et område på 817.000km2 fordelt på 18 nationer, hvilket er flere end nogen anden flod i verden. Den gennemløber 10 lande fra Tyskland i vest til Rumænien i øst og ved Wien er vandføringen 1.600m3/sek., nær udløbet hele 7.230m3/sek. i gennemsnit.
Det er derfor ikke en tilfældig flod Andreas Müller-Pohle har valgt til sit projekt, men en flod der også har spillet en stor rolle i den europæiske historie. I projektet har han sejlet ned ad floden med undervandskameraet i hånden og fotograferet i vandkanten, så både verden over vandet og verden under vandet kommer med i ét billede. Det har resulteret i nogle meget overraskende billeder, poetiske i deres karakter, men også lidt uheldsvangre. De kan minde lidt om David Lynch´s indledende scene i filmen Blue Velvet (1986), hvor man ser en fredelig parcelhusgræsplæne, der ved nærmere eftersyn viser sig at være fyldt med horder af ædende insekter. To verdener støder sammen i et usynligt drama.
Andreas Müller-Pohle har dog også et andet ærinde. Han har taget vandprøver i forbindelse med hver optagelse og kan således fortælle om flodens indhold af nitrat, fosfat, cadmium m.m. Det fremgår tydeligt, at jo nærmere floden når sit udløb i Sortehavet fra den rumænske side jo mere forurenet bliver vandet. Han blander videnskab og de faktuelle måltal, med et kunstnerisk udtryk i form af billedet og skaber derigennem et udsagn, der har en klar politisk tone.
- Ingrid Fischer Jonge
Om Andreas Müller-Pohle
F. 1951 i Tyskland. Bosat i Berlin. Foto- og filmkunstner samt forlægger og underviser. Grundlagde i 1980 magasinet ”European Photography”. Har haft talrige udstillinger i Europa, USA og Japan. Modtog i 2001 Reind M. De Vries European Photography Prize.
www.muellerpohle.net
