FotoTriennale.dk

English

Presse

Her finder du pressemeddelelser og pressebilleder angående FotoTriennale.dk 2009.


Fotos og illustrationer på denne side kan frit downloades og bruges i forbindelse med omtale af FotoTriennale.dk. Hvis der kræves en højere opløsning eller et større billede, så kontakt trine.soendergaard@brandts.dk.

Download pressebilleder fra FotoTriennale.dk 2009


Pressemeddelelse, d. 29. oktober 2009

Stephen Shore udstiller på Museet for Fotokunst

2. oktober – 13. december 2009

Museet for Fotokunst viser frem til 13. december en stor udstilling med den verdenskendte fotograf Stephen Shore. Det er første gang han udstiller i Danmark.

New Topography

Stephen Shore blev en af hovedkræfterne bag 1970’ernes New Topography bølge i USA, der også tæller navne som William Eggleston og Joel Sternfeld. De satte farver på det amerikanske landskab, der hidtil kun var blevet afbildet i sort-hvidt. Med den farverige New Topography introduceredes en realisme, som den gang virkede stærkt provokerende. Vor tids samtidsfotografi står i dyb gæld til disse pioneere, der viste det urbaniserede landskab i 1970’ernes USA.

Turistfotografier med ikonstatus

Steven Shores banebrydende værk stammer fra to rejser gennem USA i 1972. Som en turist i eget land fotograferede han alt hvad han mødte – tankstationer, gadekryds, cafeteriamåltider, motelværelser, servitricer o.s.v. I disse ungdomsarbejder lagde han grunden til sit videre kunstneriske arbejde, der i dag har placeret ham blandt de betydeligste nulevende fotografer i verden. Om det var i by eller på land fokuserede han på hverdagslivets omgivelser og fastholdt disse steder i et farvefotografi, der havde sin egen poesi. Virkelighedens kaotiske farveflimmer samlede han i et harmonisk billedunivers, der ofte balancerede mellem indtrykket af det virkelige overfor det uvirkelige.

Udstillingen Stephen Shore – Biographical Landscape, 1969-1979 viser mere end 160 værker fra perioden. Mange af disse billeder har i dag ikonstatus. Shore formår at visualisere en verden, vi normalt overser. Ved hjælp af et unikt visuelt blik, får han linier og farver til at harmonere og skaber billeder af en ny virkelighed. Hans blik på verden har dannet skole for flere generationer af fotografer verden over.

Stephen Shore er født 1947 i USA og autodidakt som fotograf. Han er en af pioneerne inden for USA’s New Topography bevægelse i 1970’erne, hvor farvefotografiet for alvor blev introduceret i landskabsfotografiet. Han har udgivet mange fotobøger og udstillet solo talrige steder over hele verden bl.a. på Museum of Modern Art (USA), Metropolitan Museum of Art (USA), Spazio Oberdan (Italien), Kunsthalle Düsseldorf (Tyskland) og Jeu de Paume (Frankrig). Modtager af bl.a. Aperture Award (2005), National Endowments for the Arts grants (1974, 1977) og Guggenheim Foundation Fellowship (1975). Leder af den fotografiske afdeling på Bard College (New York) siden 1982.

Kontakt

Direktør for Museet for Fotokunst, Ingrid Fischer Jonge, tlf.: 6520 7032
Presseansvarlig, Trine Søndergaard, tlf.: 6520 7092.
DOWNLOAD pressebilleder her


Pressemeddelelse, den 6. oktober 2009

Fototriennale.dk Prisen

Fototriennale.dk Prisen gik til fotografier fra et katolsk præsteseminarium.
Vinderen modtog kr. 15.000 fra Nordea

1. oktober åbnede Fototriennale.dk med udstillinger på hele Fyn. I weekenden 2.-4. oktober har Museet for Fotokunst været vært for Meeting Place i Brandts Auditorium, hvor 27 internationale eksperter vurderede 82 fotografers portefolio. Blandt dem fandt man en fotograf, hvis portefolio adskilte sig markant fra de øvrige.

Præsteseminariet De Tiltenberg
Fotografen Lucia Ganieva fik adgang til præsteseminariet De Tiltenberg i 2007. Gennem fotos og samtaler studerede hun, hvad det vil sige at leve to komplet forskellige liv, dels som kommende præst, dels som borger i det hollandske samfund. Fotografierne var Lucia Ganievas afgangsprojekt fra Foto Academie Amsterdam.
Lucia Ganieva er 41 år, født i Rusland, men har boet i Holland siden 1993. Enkelte eksemplarer af fotobogen “Tiltenberg” er til salg i Brandts Shop.

Udstilling i 2012
Udover cheken på 15.000 kr. får Lucia Ganieva også tilbud om at vise sine fotografier i Museet for Fotokunsts tidsskrift KATALOG, samt mulighed for at udstille i forbindelse med Fototriennalen.dk i 2012.

Fototriennale.dk Prisen
Fototriennale.dk Prisen har tidligere heddet Gregers Nielsen Prisen, men med det nye navn, er prisen nu knyttet tættere til Fototriennalen.dk.
Det er midler fra Nordea-fonden, som har gjort det muligt at uddele prisen. Med midlerne til Fototriennale.dk Prisen støtter Nordea en unik pris inden for fotografi og er med til at anerkende fotografiet som medie og kunstnerisk udtryk.

Kontakt
Flere oplysninger om Fototriennale.dk Prisen kontakt direktør ved Museet for Fotokunst, Ingrid Fischer Jonge, tlf. 65 20 70 32.


Pressemeddelelse, den 29. september 2009

Download pressebilleder

Stephen Shore på Museet for Fotokunst

Stor retrospektiv udstilling 2. oktober – 13. december 2009

Museet for Fotokunst er arrangør af fototriennalens udstillingsrække på Fyn. Museets eget bidrag til triennalen er en stor retrospektiv udstilling med den verdenskendte fotograf Stephen Shore. Det er første gang denne levende legende udstiller i Danmark.

Turistfotografier med ikonstatus
Steven Shore foretog i 1972 to rejser gennem USA og opdagede, hvor lidt hans egen oplevelse af livet som New York'er havde til fælles med gennemsnitsamerikas udseende og ambitioner. Han så landet med en turists øjne og fotograferede omtrent hvert måltid, hver person, tjener eller servitrice, hver seng, hvert toilet – stort set alt. Shore vendte tilbage til New York med hundredvis af filmruller, som han tro mod sit projektkoncept sendte til fremkaldelse hos Kodak og fik dem retur i postkortformat, ligesom turisten ville have gjort. I hundredvis af udsøgt komponerede fotografier dokumenterede han almindelige huse, gader, skilte og motelværelser i en nøgtern stil – billeder af vores hurtigtlevende, forbrugerorienterede verden. Shore havde således begyndt sin dokumentation af den uhæmmede vækst af bymæssig bebyggelse, der fandt sted i 70’erne og 80’erne samtidig med turistindustriens fremvækst – en stor samfundsmæssig forandring, der truede med at omslutte Amerika i dræbende enshed, dræne landet for særpræg og berøve folk deres fornemmelse for sted.

Udstillingen på Museet for Fotokunst har fokus på netop disse billedserier, der i dag har ikonstatus. Shore formår at visualisere en verden, vi normalt overser. Ved hjælp af et unikt visuelt blik, får han linier og farver til at harmonere i billeder af en virkelig, som ellers ligger usynlig for os andre. Steven Shores blik på verden har dannet skole for flere genrationer af fotografer, og han har haft betydning for den måde, vi oplever billeder af virkeligheden.

Stephen Shore. Født 1947 i USA. Selvlært fotograf med speciale i det amerikanske landskab. Pioner indenfor kunstfotografi i farver. Har udgivet mange fotobøger og udstillet solo talrige steder over hele verden bl.a. på Museum of Modern Art (USA), Metropolitan Museum of Art (USA), Spazio Oberdan (Italien), Kunsthalle Düsseldorf (Tyskland) og Jeu de Paume (Frankrig). Modtager af bl.a. Aperture Award (2005), National Endowments for the Arts grants (1974, 1977) og Guggenheim Foundation Fellowship (1975). Leder af den fotografiske afdeling på Bard College (New York) siden 1982.

Åbning af udstillingen
Udstillingen åbner samtidig med fototriennalen 1. oktober kl. 19 i Magasinet. Odenses borgmester Jan Boye holder åbningstalen. Herefter vil der være forfriskninger i Brandts Auditorium og mulighed for at se udstillingen med Stephen Shore på Museet for Fotokunst. Udstillingen er åben for publikum fra 2. oktober – 13. december 2009.

Kontakt
Direktør for Museet for Fotokunst, Ingrid Fischer Jonge, tlf.: 6520 7032 Presseansvarlig, Trine Søndergaard, tlf.: 6520 7092.


Pressemeddelelse, den 21. september 2009

Fototriennale.dk på Museet for Fotokunst

Tema: LANDSKAB 2. oktober - 31. oktober 2009

Pressemøde: 25. september 2009

Det bliver en fynsk fest for fotografi med internationalt udsyn, når Museet for Fotokunst blænder op for den 4. Fototriennale.dk. Denne gang med temaet LANDSKAB. Et stort antal internationale kunstnere udstiller, og endnu flere fynske museer og udstillingssteder huser de mange og vidt forskellige udstillinger.

Fototriennale.dk - nyt navn og nyt website
Fototriennale.dk er triennalens nye navn, og et nyt website er samtidig lanceret. Her finder man program for udstillinger, seminarer, artist talks og meget andet. Temaet LANDSKAB Fototriennale.dk er samlet under det brede tema LANDSKAB. Det rummer både muligheden for at udfolde sig i storladne landskaber og forsvinde ned i detaljen. Men temaet giver også plads til bylandskabet, industrilandskabet, landbrugslandet m.m. Samtidig åbnes der for diskussionen om, hvad vi gør med den natur som omgiver os, og hvordan vores naturforestilling egentlig er.

Meeting Place 2. - 4. oktober
I forbindelse med Fototriennale.dk kan alle fotografer få vurderet deres billeder hos mere end 20 internationale kuratorer, museumsfolk og gallerister. Det sker på Meeting Place fra 2. - 4.oktober i Brandts' Auditorium.Tid til reviews kan bookes online på Fototriennale.dk, som også oplyser om priser mm.

INVITATION TIL PRESSEMØDE
Museet for Fotokunst inviterer til pressemøde den 25. september. kl. 11 i Brandts Bibliotek. Museet byder på brunch og mulighed for et smugkig på museets udstillingsbidrag, som er en retrospektiv udstilling med den verdenskendte fotograf, Stephen Shore. Derudover vil direktør Ingrid Fischer Jonge fortælle om tema og kunstnere på Fototriennale.dk.

Åbning af Triennalen
Triennalen åbner 1. oktober kl. 19 i Magasinet. Odenses borgmester Jan Boye holder åbningstalen. Herefter vil der være forfriskninger i Brandts Auditorium og mulighed for at se udstillingen på Museet for Fotokunst med Stephen Shore.

Udstillinger på hele Fyn
De deltagende udstillingssteder er: Willemoesgården i Assens, Faaborg Museum for Fynsk malerkunst, Toldboden i Kerteminde, Johannes Larsen Museet, Ringe Bibliotek, Naturama i Svendborg. Fra Odense er det Cafe Biografen, Fyns Grafiske Værksted, Udstillingsbygningen Filosoffen, Vollsmose Kulturhus, Det Fynske Kunstakademi og Museet for Fotokunst.

Kunstnere fra hele verden
De deltagende kunstnere er bl.a.: Stephen Shore (USA), Andreas Muller-Pohle (Tyskland), Myoung Ho Lee (Sydkorea), Lotte Fløe Christensen (Danmark), Takeshi Shikama (Japan), Nikolaj Recke (Danmark), Michael Marten (England), Luzia Simons (Brasilien), Carina Zunino (Danmark) og Greg Smith (Australien).


For yderligere information om festivalen, kontakt venligst:
Kirsten Simonsen
Projektleder
E-mail: info@fototriennale.dk
Tlf.: 65 20 70 31

For presserelaterede spørgsmål, kontakt venligst:
Trine Søndergaard
PR- og marketingchef
Brandts
Brandts Torv 1
DK - 5000 Odense C
Tlf.: 65 20 70 92
E-mail: trine.soendergaard@brandts.dk